Mulighederne er mange på Falstersgade 11. Her får I en ejendom, hvor samtlige kvadratmeter er udnyttet optimalt, og hvor indretningen giver en sjælden fleksibilitet. Ejendommen er i dag opdelt i tre separate boligafsnit og udlejet med en samlet årlig lejeindtægt på 226.400 kr. Samtidig rummer den et stort potentiale for at blive omdannet til én rummelig villa for den pladskrævende familie eller flere generationer under samme tag.
Fra hovedindgangen føres I ind til den gennemgående trappe, som binder hele ejendommen sammen. Stueplan byder på en lys og indbydende bolig med to gode værelser, et åbent køkken-alrum, badeværelse samt direkte udgang til den hyggelige have.
På første sal mødes I af en tilsvarende planløsning med to værelser, køkken-alrum og badeværelse. Herudover er tagetagen udnyttet og giver mulighed for at indrette et ekstra værelse, hjemmekontor eller hobbyrum. Fra den lille altan kan I nyde solen og udsigten mod Silkeborgs midtby og Langsø.
Kælderen er indrettet med eget køkken, badeværelse, to store disponible rum samt et hyggeligt opholdsrum. De disponible rum giver mange anvendelsesmuligheder og er oplagte til eksempelvis teenageafdeling, hjemmekontor, hobbyrum eller træningsfaciliteter. Kælderen er ikke godkendt til beboelse.
Beliggenheden er et kapitel for sig. Med få minutters gang til Silkeborgs bymidte har I caféer, butikker, dagligvareindkøb og kulturliv lige ved hånden, mens skovene og søerne omkring Langsø giver let adgang til nogle af byens smukkeste naturoplevelser.
Falstersgade 11 er kort sagt en ejendom, der skiller sig ud. Uanset om I søger en attraktiv investering med eksisterende lejeindtægt, en bolig med plads til flere generationer eller drømmer om at skabe en stor og unik familiebolig, får I her en ejendom med et væld af muligheder.