Velkommen til Kronløbsøen og denne fantastiske 4-værelses lejlighed, hvor loftshøjden på næsten tre meter, det fantastiske lysindfald og en altan, der svæver over vandet, sætter scenen fra første øjeblik. Her får du en bolig, der fremstår både stilren, indbydende og personlig.
Alrummet fungerer som hjemmets naturlige samlingspunkt, og den imponerende loftshøjde giver rummet en helt særlig volumen og luftighed. Her er god plads omkring spisebordet, når familie og venner samles. I åben forbindelse ligger dagligstuen, som med sine gode proportioner giver plads til både en stor sofa og loungemøbler.
Fra opholdsrummet træder du direkte ud på den store altan, som hænger ud over vandet og giver en helt særlig fornemmelse af at være i direkte kontakt med kanalen. Her åbner udsigten sig over vandet med kig langs kanalen og videre mod Øresund – og her kan du nyde nogle helt fantastiske morgener og aftener. Kombinationen af vandet lige nedenfor og det åbne udsyn gør altanen til noget helt særligt.
Lejligheden er udstyret med alle de bekvemmeligheder, du forventer af en bolig i Nordhavn. Her får du gulvvarme i hele lejligheden, et stort og rummeligt badeværelse med vaskesøjle og, som prikken over i’et, et fantastisk køkken fra Kustomhouse.
Alt i alt en lejlighed, der repræsenterer Nordhavn fra sin bedste side – og så ligger den ovenikøbet på en af områdets mest eftertragtede adresser.
Ejendommen
Også udenfor lejligheden har Kronløbsøen noget ekstra at byde på. Ejerforeningen råder over eget fitnessrum samt et stort fælleslokale med plads til ca. 50 personer, som frit kan benyttes af beboerne, og samtidig har du nem adgang til SaunaHouse. Hertil kommer et stort, privat og aflåst kælderrum samt ladcykelelevator med adgang til kælderen.
Ejerforeningen er aktiv og velfungerende med fælles arrangementer for beboerne, blandt andet vinsmagninger m.m, som bidrager til det gode naboskab og fællesskab på øen
Området
På Kronløbsøen får du det bedste fra to verdener – det pulserende byliv og den rolige, maritime stemning. Øen er omgivet af vand og samtidig tæt på indkøb, to metrostationer og hyggelige caféer. Her er skabt et unikt og bæredygtigt miljø, hvor arkitektur og landskab smelter naturligt sammen, blandt andet med en indre park og en grøn klippedal.