Det er tydeligt, at der er kælet for detaljerne og materialerne i denne ejendom, der ligger meget fredeligt på en lille, lukket vej i Vipperød – fire kilometer syd for Holbæk og med kort afstand til alt det, som en børnefamilie har brug for. Siden 2023 er villaen blevet gennemrenoveret fra kælder til kvist, og samtidig kan den fremvise et meget funktionelt og familievenligt layout, der strækker sig over to niveauer, som blandt andet giver jer et imponerende opholdsmiljø og et separat afsnit til både forældre og børn.
Villaen står med pudset facade, sort tag og trelagsvinduer fra Rationel. Indenfor får I hele 250 etagemeter at indrette jer på, og heraf er de 199 kvadratmeter godkendt til beboelse. Det gælder også de tre store børneværelser i underetagen, der alle vender mod øst og er i niveau med haven. Det største værelse, der også vil være et glimrende kontor, har endda egen udgang til haven, og derudover har etagen badeværelse, bryggers, et fint disponibelt rum og et godt multirum.
I stueplan ligger det andet badeværelse sammen med forældresoveværelset, der har walk-in-closet. Husets mest imponerede rum er det store, åbne opholdsmiljø, hvor stuen og køkkenet er forbundet. Her er der åbnet op til kip, så rumfølelsen er fantastisk, og her er akustiklofter, ovenlysvinduer og flotte saksespær, der giver rummet endnu mere karakter.
De smukke sildebensgulve i eg skaber et flot, sammenhængende udtryk i boligen, og det samme gør det pæne inventar fra Tvis, som I finder i køkkenet, i begge vådrum og i entréen. På begge badeværelser er der i øvrigt lagt travertin på gulve og i bruseafsnittet, mens køkkenet har vinkøleskab og Bosch-hvidevarer.
Fra både forældresoveværelset og opholdsmiljøet kan I træde direkte ud på den hævede træterrasse, der har front mod baghaven. Grunden skåner en smule, og baghaven er flot skærmet af store hængebirk og pil, så det er næsten som at sidde oppe i trækronerne, når I opholder jer på terrassen. På den 1.227 kvadratmeter store grund er der også en carport og et skur.
Der er kun to naboer på den lukkede vej, hvor rammerne er dejligt trygge for børn. Fra adressen har I 300 meter til en stor Netto, og på otte minutter kan I gå til byens station med togforbindelse til Holbæk og København. Der er også skole, daginstitution, flere aktiviteter og et godt foreningsliv i byen, og det hele ligger inden for gå- eller cykleafstand.