Intet er overladt til tilfældighederne i denne idylliske og flot renoverede ejendom, der ligger meget fredeligt og naturskønt i Gammel Tølløse – og med sikker vej til skolen. Allerede når I betragter ejendommen udefra, er det tydeligt, at her er tale om en bolig af en særlig karakter, og indenfor mærker I med det samme den rare stemning og energi, som automatisk får skuldrene til at sænke sig.
Villaens historie går tilbage til 1870, og alle opdateringer er foretaget med respekt og omtanke for husets alder og udtryk. Den blev renoveret første gang omkring 1974, af den lokale arkitekt, Leif Bahn, og hans hustru, så alle de spidsfindige detaljer kan blandt andet tilskrives arkitektens skarpe sans for detaljer og æstetik.
Den seneste store renovering er foretaget inden for de seneste tre år, og resultatet heraf er et harmonisk hjem, der kombinerer rustik charme med moderne komfort. Udvendigt er der netop lagt nyt stråtag, ligesom mange vinduer og døre er skiftet, og indenfor er der lavet nyt køkken, bryggers og badeværelse, ligesom der er monteret en ny brændeovn, pejseindsats og luft-til-vand-varmepumpe.
Boligen råder over 220 boligkvadratmeter fordelt på et stueplan og en første sal, og mens det nedre niveau har rustikke loftsbjælker, er der hanebånd under kippen på første sal. Heroppe venter et godt værelse med morgensol fra øst, en repos med skabsplads og en stor, lys stue med glasdøre i gavlen mod vest, som kan åbnes ud mod den hyggelige og helt lukkede have.
I stueplan er I også i kontakt med udemiljøet, da begge værelser og opholdsrum har terrassedøre. Værelserne er med skabsplads, og gæstetoilettet og badeværelset med nedsænket bruseniche har gulvvarme. I det store bryggers er der vaskemaskine og tørretumbler, ligesom fryseskab, der er gemt diskret bag låge, og bordpladen i Kvik-køkkenet er mere end seks meter lang, mens hvidevarepakken er komplet med blandt andet to ovne, induktionskogeplade, opvaskemaskine og vinkøleskab.
Haven har fået samme kærlige behandling som huset, så her er skabt orden, samtidig med at hyggen er bevaret med bærbuske og vild natur, der lever sit eget liv. Den 1.099 kvadratmeter store grund kræver derfor ikke meget arbejde, og da den er fuldstændig skærmet af, kan I nyde udelivet i private rammer.
I bor i gåafstand fra en dejlig skov, og I har kun små 1,5 kilometer til Tølløse Skole og den integrerede daginstitution, som der er cykelsti til. Stationsbyen har desuden et godt foreningsliv, tre supermarkeder og direkte togforbindelse til København, Kalundborg og Slagelse.