Velkommen til en villa, der skiller sig ud fra mængden. Bag den smukke hvide facade og det sortglaserede tegltag gemmer sig en charmerende bolig fra 1937, der i 2021 fik en elegant tilbygning, som er så nænsomt og stilfuldt integreret, at man skulle tro, huset altid har set sådan ud. De klassiske søjler, den store terrasse og de smukke arkitektoniske detaljer giver ejendommen en næsten sydeuropæisk atmosfære – og det er svært ikke at tænke på den som Den Spanske Villa i Virum.
Indretningen:
Indenfor mødes man af en indbydende entré og videre af en stor og stemningsfuld stue, hvor den runde karnap skaber et smukt kig til haven og et dejligt lysindfald. Her finder man også husets fine pejs samt de oprindelige plankegulve, den fine stuk og de smukke rosetter, som tilfører rummet varme og klassisk villa-charme. Desuden er der udgang til sydvestvendt terrasse. Køkken-alrummet er et naturligt samlingspunkt med god plads til både hverdagsliv og gæster samt direkte udgang til en hyggelig terrasse.
Boligen rummer desuden fire gode værelser og to badeværelser, hvilket giver gode muligheder for både familieliv, hjemmekontor og gæster. I den nyere tilbygning er der gulvvarme og her venter boligens helt særlige master bedroom med et eksklusivt badeværelse udført i smukt marmor. Herfra er der direkte udgang til en hyggelig veranda, hvor morgenkaffen næsten kalder på at blive indtaget under åben himmel.
Kælderen er mindst lige så anvendelig og byder på et nydeligt badeværelse, et stort gangareal med gode opbevaringsmuligheder, et lækkert disponibelt rum, bryggers og depotrum.
Ejendommen:
Villaen er opført i 1937 og fremstår smukt hvidpudset med et markant sortglaseret tegltag. Der er gode muligheder for parkering af biler samt tilhørende nyrenoveret og isoleret garage. Tilbygningen fra 2021 er udført med stor respekt for den oprindelige arkitektur, og resultatet er en harmonisk helhed, hvor nyt og gammelt smelter naturligt sammen.
Udendørs er det især den store, flisebelagte terrasse og de elegante hvide søjler, der sætter scenen. Her får man en skøn overgang mellem hus og have, og med den velplejede plæne, den grønne beplantning og de mange hyggelige opholdssteder føles haven som en lille privat oase. Ejendommen har desuden fjernvarme.
Området:
Grønnevej ligger i det attraktive Virum, hvor man får en sjælden kombination af et roligt og grønt villakvarter og nem adgang til hverdagens fornødenheder. Her er kort afstand til indkøb, skole, daginstitutioner og Virum Station, mens områdets mange grønne områder og nærheden til blandt andet Furesøen giver rig mulighed for gåture, løbeture og andre udendørsoplevelser.
Det er med andre ord en beliggenhed, hvor hverdagen kan leves i rolige omgivelser, samtidig med at København er inden for bekvem rækkevidde. Og midt i det hele ligger denne helt særlige villa – med klassisk charme, moderne komfort og en stemning, der leder tankerne langt sydpå.