Gadekæret danner rammen om det lille lokalmiljø i Vester Egesborg, hvor denne villa i halvandet plan ligger – et hyggeligt lille “dukkehus” med et dejligt stort udhus og værksted.
I stueplanen finder I køkken og alrum side om side med mulighed for at åbne op eller lukke af mellem rummene. Fra køkkenet har I kig ud over solopgangen over de åbne marker, mens de synlige bjælker skruer op for hyggen både i alrummet og stuen, hvorfra der er direkte udgang til husets terrasse.
Entréen er rummelig med god skabsplads til overtøjet, og badeværelset er holdt i et enkelt og funktionelt udtryk med separat bruseniche.
På førstesalen er der indrettet ét stort værelse med loft til kip, som giver en dejlig rumfornemmelse og mange indretningsmuligheder. Herudover er der et tilhørende loftsrum til opbevaring.
Udenfor fortsætter enkelheden med en overskuelig have og en fliseterrasse, der er stor nok til at følge solen fra morgen til aften. Det store udhus skiller sig ud med sine mange anvendelsesmuligheder og giver plads til et egentligt værksted. Her er der plads til at indrette arbejdsstationer, opbevare værktøj og lade projekter stå fremme – hvad enten det handler om gør-det-selv-arbejde, cykler eller andre syslerier.
Beliggenheden er naturskøn med både Sønderskov og Dybsø Fjord inden for kort afstand. Samtidig ligger busstoppestedet få skridt fra adressen med jævnlige afgange mod både Næstved og Vordingborg, så det er nemt at komme i begge retninger. Her bor I midt imellem to byer, men indkøb kan også klares nemt i Mogenstrup på få minutter.