OMRÅDET:
På Nørresundbys attraktive havnefront – kun et stenkast fra det naturskønne område Verdens Ende – finder du denne fantastiske lejlighed. Området er udviklet i nyere tid og fremstår i dag som et moderne kvarter med en spændende blanding af arkitektur, fjord og grønne områder.
Her bor du med kort afstand til både offentlig transport og indkøb, og via Kulturbroen er Aalborgs havnefront blot få minutters cykeltur væk. Samtidig ligger Lindholm Fjordpark lige i nærheden. Beliggenheden giver dermed en sjælden kombination af byliv og natur – med fjorden som en naturlig del af hverdagen.
EJENDOMMEN:
Lejligheden er beliggende på 18. sal i Horisonten – et markant byggeri fra 2020 og i dag den højeste boligejendom i Nordjylland. Bygningens karakteristiske runde form sikrer optimale lysforhold og panoramaudsigt fra boligerne.
Ejerforeningen drives professionelt og har en sund og stabil økonomi. Derudover råder foreningen over en fælleslejlighed til beboerne, ligesom der er cykelparkering ved ejendommen. Bygningen er naturligvis udstyret med elevator, der sikrer nem adgang til lejligheden, og der er gode parkeringsmuligheder i området. Husdyr samt udlejning er desuden tilladt.
INDRETNINGEN:
På 18. sal – blandt ejendommens eftertragtede penthouseetager – finder vi denne lyse og indbydende lejlighed. Her er tale om en af de højest beliggende 2-værelses lejligheder i hele Horisonten og samtidig en af dem med den mest solrige placering.
Fra boligen er der en imponerende panoramaudsigt over Limfjorden, Egholm og Aalborgs skyline. Lejligheden vender mod syd/vest og får derfor sol i døgnets bedste timer. Udsigten og lyset er noget helt særligt – og skal opleves.
Boligen byder på en veludnyttet planløsning uden spildplads. Man bydes velkommen i entréen med adgang til boligens indvendige depotrum, hvorefter man træder ind i det store køkken-alrum i åben forbindelse med stuen. De store gulv-til-loft vinduer giver et fantastisk lysindfald og trækker udsigten helt ind i rummet.
Køkkenet er fra JKE og fremstår i et stilrent og tidløst design med grebsfrie fronter og materialer i høj kvalitet. Fra alrummet er der udgang til den store altan, som kan anvendes det meste af året og samtidig er godt afskærmet mod vestenvinden.
Badeværelset fremstår i samme moderne stil som resten af boligen og byder på gulvvarme, rummelig bruseniche samt god opbevaringsplads.
Lejligheden rummer desuden et godt soveværelse med faste skabe og direkte udgang til endnu en altan, som ligger mere tilbagetrukket og giver ekstra privatliv.
En helt særlig lejlighed i Aalborgs mest markante boligbyggeri – og en boligtype, der sjældent udbydes til salg.