Området
Drømmer du om at bo tæt på byen og samtidig være omgivet af grønne omgivelser? Så er Vejgaard et oplagt valg. Her får du et attraktivt og veletableret villakvarter med rolige, lukkede veje og en beliggenhed, hvor hverdagen hænger perfekt sammen. Aalborg Centrum nås på få minutter, mens Vejgaard Østre Skole, daginstitutioner, indkøb og offentlig transport ligger inden for kort afstand. Området er kendt for sit stærke lokalmiljø og er særligt populært blandt børnefamilier, der ønsker trygge rammer uden at give afkald på nærheden til byen.
Ejendommen
Villaen fremstår særdeles velholdt og har gennemgået en omfattende modernisering både ude og inde. Den hvidpudsede facade spiller flot sammen med det glaserede tegltag og giver boligen et tidløst og indbydende udtryk. Udenfor venter en stor, ugeneret have med flere gode udhuse og hyggelige overdækkede opholdsområder, som skaber de perfekte rammer for udelivet året rundt. Hertil kommer en muret garage med el-port, som fuldender en ejendom, hvor både funktionalitet og æstetik er tænkt ind.
Indretningen
Boligen rummer hele 214 etagemeter under tag, hvor en gennemgående rød tråd og flotte materialevalg binder boligens tre etager elegant sammen.
Stueplan byder på en rummelig entré med adgang til husets øvrige etager. Herfra træder du ind i et flot moderniseret badeværelse, inden boligens naturlige samlingspunkt åbner sig i form af et stort og lyst køkken-alrum med god plads til det store spisebord. Fra alrummet er der direkte udgang til den skønne øst-/sydvendte terrasse, hvor solen kan nydes det meste af dagen. I forlængelse heraf ligger en hyggelig og ugeneret TV-stue, som skaber en dejlig opdeling mellem samvær og afslapning.
På førstesalen finder du to store værelser samt endnu en imponerende opholdsstue. De store vinduespartier inviterer lyset indenfor og giver en flot udsigt over haven og området. Rummet kan anvendes præcis efter familiens behov – som opholdsstue, kontor, legerum eller med mulighed for at etablere yderligere værelser.
Underetagen er udført i fuld boligstandard og fremstår med et særdeles behageligt indeklima. Her er gulvvarme overalt, et flot moderniseret badeværelse, et praktisk bryggers med vaskefaciliteter samt tre store disponible rum. Hertil kommer et skønt walk-in-område til det ene rum, hvilket giver et hav af anvendelsesmuligheder.
En gennemført og indflytningsklar villa med masser af plads, flotte moderniseringer og en attraktiv beliggenhed – en bolig, der skal opleves.