I det hyggelige lokalsamfund i Sørvad med kort afstand til Holstebro udbydes nu en gedigen bolig i ét plan, hvor der er masser af plads og samtidig god mulighed for at sætte eget præg på indretning og stil.
Den oprindelige bolig, som er opført i 1975, blev i både 1991 og 2002 udvidet med praktiske tilbygninger, som har udvidet boligens anvendelsesmuligheder til at omfatte familier i de fleste størrelser. Boligen indeholder således hele 4 soveværelser, hvoraf 3 er placeret i en decideret børneafdeling, som ligeledes er indrettet med et godt hobbyrum samt et badeværelse. Entre/bryggers er placeret i forbindelse med husets carport, hvorfra der er direkte adgang til køkken/alrum, som igen fortsætter til boligens meget rummelige stue, hvor det sidste værelse også er placeret. Her ville man måske kunne forestille sig at åbne op mellem køkken/alrum og stue i en mere moderne sammensætning, som ville gå fint i spænd med vinduespartiet ud mod haven og den overdækkede terrasse.
Ejendommen består udover boligdelen af store og meget anvendelige sekundære bygninger bestående af bl.a. carport og to redskabsskure samt et nyere orangeri i forbindelse med terrassedelen. Det resterende grundareal er fordelt på et stort parkeringsareal foran boligen, mens havedelen primært består af et nydeligt og velholdt græsareal. Sørvad er en populær og hyggelig by med egen skole og indkøbsforretning samt en praktisk placering i nærheden af større byer som Holstebro, Herning og Ringkøbing.