Med blot to minutters gang til Vesterhavet ligger dette skønne sommerhus i Rødhus omgivet af natur, marehalm og områdets rige dyreliv. Her får man de perfekte rammer om ferier ved Vestkysten, hvor stranden og havet nærmest ligger lige uden for døren.
Sommerhuset byder på et lyst og indbydende køkken-alrum i åben forbindelse med stuen, hvor et skønt lysindfald bidrager til den hyggelige atmosfære. Her er god plads til både samvær og afslapning efter en dag ved stranden. Boligen rummer desuden tre gode værelser samt et lyst badeværelse.
Udendørs venter dejlige syd- og vestvendte træterrasser, hvor solen kan følges dagen igennem, mens den overdækkede østvendte terrasse er oplagt til morgenkaffen eller de mere kølige dage. Til huset hører desuden et praktisk indbygget skur med plads til ekstra opbevaring.
Sommerhuset har nyere tag og ligger ugeneret i de naturskønne omgivelser, som kendetegner Rødhus. Samtidig er der kun en kort køretur til Blokhus med butikker, caféer, restauranter og et hyggeligt byliv.
En attraktiv feriebolig med en helt særlig beliggenhed tæt på hav og natur – og samtidig med gode muligheder for udlejning, når huset ikke benyttes selv.