Velindrettet villa med attraktiv beliggenhed tæt på både byliv og natur
På Skjoldborgsvej 4 får I en rummelig og indbydende villa på hele 216 m2, beliggende på en 737 m2 stor grund i et attraktivt område med kort afstand til Hjørring centrum, grønne områder ved Hjørring Bjerge samt gode pasningsmuligheder og sikre stisystemer til Højene Skole.
Boligen fremstår velindrettet med plads til den moderne familie. I bydes velkommen i entréen, hvorfra der er adgang til badeværelse samt et stort og lyst opholdsmiljø med spisestue i åben forbindelse med køkkenet. Køkkenet er fra 2012 og fremstår både funktionelt og indbydende med god skabsplads samt tilhørende stort viktualierum. Der er gulvvarme i hele underetagen med undtagelse af viktualierummet, hvilket bidrager til en behagelig komfort i hverdagen.
I stueplan findes desuden et kontor/værelse, og i 2011 blev boligen udvidet med en flot tilbygning bestående af en stor tv-stue samt soveværelse med eget badeværelse. Tilbygningen er opført med ensidig taghældning og tagpap, hvilket giver boligen et moderne udtryk og et spændende arkitektonisk samspil med den oprindelige villa.
På førstesalen får I en rummelig overetage med repos og tre gode værelser – heraf ét med udgang til en skøn tagterrasse, hvor udsigten kan nydes i fredelige omgivelser. Den oprindelige bolig er belagt med betontagsten.
Udendørs byder ejendommen på garage/udhus, som i dag anvendes som hobbyrum, men hvor der let kan monteres garageport, hvis man ønsker traditionel garagefunktion. Skuret og tilbygningen skaber samtidig et lukket og meget privat terrassemiljø med hyggelig overdækket terrasse – et ideelt sted at nyde lange sommeraftener i ugenerte rammer.
En spændende og rummelig villa med en attraktiv beliggenhed tæt på både hverdagens bekvemmeligheder og naturoplevelser.