Hovedfakta
Denne unikke og særdeles smukke ejendom er opført i røde sten, mens de 2 sidefløje og garage-/porthusbygninger fremstår med gul pudsede mursten. Huset har et fast undertag og er belagt med røde teglsten.
Ejendommen indeholder 4 herskabelige lejligheder i størrelsen 198-259 m2 og en mindre studielejlighed på ca. 30 m2 samt en statelig garage-/porthusbygning på 91 m2 i grundplan samt loft.
Der er en rigtig spændende pigstensbelagt kælder på 159 m2 under forhuset med mange oprindelige detaljer og anvendelsesmuligheder og med direkte adgang til Sct. Mogens Gade via de 4 boderdøre.
Derudover er der uudnyttet loft over forhus, sidebygninger samt garage-/porthusbygningen.
På bagsiden af ejendommen er der et særdeles hyggeligt gårdmiljø med små haver og en brostensbelagt terrasse.
Ejendommens navn, ”Hauchs Gård”, stammer fra familien Hauch, der ejede gården fra ca. 1783-1843. I den dobbeltfløjede trappe ud mod Sct. Mogens Gade er anbragt en granitkvader, hvorpå der er indhugget ”Minde om H. R. Hauch, 1738” samt en hel del forbogstaver og forkortelser for andre familiemedlemmer. Årstallet 1738 angiver fødselsåret for H. R. Hauch.
Ejendommen er en sjælden perle, der simpelthen skal opleves.
Istandsættelses-og renoveringsarbejder
I 2022/2023 er der foretaget en omfattende renovering af bygningens facadevinduer inkl. de indvendige forsatsvinduer, facadedøre samt udskiftning af nedbrudt tømmer og mursten i bindingsværket i nordgavlen samt arbejder på den nordlige skorsten.
Derudover er hovedtrapperummet nyistandsat, herunder maling af alt træværk samt ny tæppeløber med messingstænger.
I 2024 er der foretaget fuld restaurering af ejendommens tage og facader med bl.a. oplægning af nye tagsten inkl. nye tagvinduer, nye zinktagrender og –nedløb m.m., ligesom det udvendige murværk er restaureret. Derudover har kælderen gennemgået en større renovering.
Primo 2025 er der foretaget omfattende malerarbejder og renovering af trægulvene i lejlighederne samt udskiftning af eltavler og stikkontakter m.m.
Ejendommens historie
Forhuset anses almindeligvis for at være opført i ca. 1520 med materialer fra de nedbrudte kirker i Viborg, der efter reformationen i 1529 i høj grad blev anvendt til andre byggerier.
Ejendommen har igennem tiderne kun været i hænderne på ganske få familier:
1520, ca.: Opført som adelig bygård af Landsdommer Jens Mogensen Hvide eller Mogens Thomsen til Damsgård.
1726: Ved storbranden i Viborg i 1726 blev også "Hauchs Gård" beskadiget.
1740: Ejendommen blev ”genopført” af Bygmester Johann Gottfried Hödrich efter branden i 1726.
1783 -1843: Ejet af familien Hauch.
1843 -1924: Ejet af Redaktør Wissing fra Viborg Stiftstidende.
1919: Ejendommen blev fredet.
1924 -1960: Ejet af Arkitekt Søren Vig-Nielsen. Udover bolig havde Søren Vig-Nielsen også tegnestue i ejendommen.
1960 -1976: Ejet af Arkitekt og Kongelig Bygningsingeniør Thomas Havning. Thomas Havning blev i 1968 hædret af Viborg Fonden med Den Gyldne Sten ”for smuk istandsættelse af et af vor bys gamle huse” - også Fonden for Bygnings- og Landskabskultur belønnede Havning for hans indsats.
1976 -1984: Ejet af Redaktør Harald Skodshøj fra Hedeselskabet.
1984 -2020: Ejet af Arkitekt Finn Østergaard Laursen.
2020 -: Ejet af Hector Holding Viborg ApS, der er en del af PHILIPSEN Gruppen.