Midt i Brylle ligger dette smukke byhus fra 1901, der de første mange år fungerede som lilleskole for byens børn og senere som familiebolig. Med charmerende gule sten på facaden, høje Dannebrogsvinduer og en smuk, frodig have bliver det bare ikke mere idyllisk.
Boligen rummer hele 209 m2 fordelt på stueplan, førstesal og kælder. Her er plads til den store familie og til alt det, der følger med; fra hverdagsliv og legeaftaler til fødselsdage, højtider og sommerfester i haven. Ja, Ryttergade 4 er mulighedernes hus, som danner de bedste rammer om livets store og små øjeblikke.
Brylle er kendt for sit stærke lokalsamfund med et imødekommende naboskab, vejboder, byfester og et aktivt foreningsliv. Stemningen er ren Morten Korch, selvom du blot er 10 minutter fra motorvejen og har under 15 kilometer til Odense. Bussen stopper ganske nær ved huset, så her behøver du faktisk ingen bil.
Indenfor bydes du velkommen i en rummelig entré, hvor de smukke trægulve sætter tonen for resten af etagen. Hele stueplan blev gennemrenoveret i 2017 med fokus på moderne komfort og åben planløsning - og med stor respekt for husets originale detaljer.
I stueplan finder du et køkken fra IKEA med hårde hvidevarer fra Neff, masser af opbevaringsplads og gode arbejdsforhold omkring den store linoleumsbordplade, som er fremstillet i samarbejde med en snedker. Her er det nemt at have børnene med i køkkenet, og den åbne forbindelse til opholdsrummene gør det muligt at være sammen, selvom nogle laver mad, mens andre leger, læser eller slapper af i stuen. Spots i loftet sikrer et behageligt lys om aftenen, mens de store dannebrogsvinduer lader dagslyset strømme ind.
Fra stuen kan du tage trappen enten til førstesalen eller ned i den høje og lyse underetage. Underetagen blev renoveret i 2022 og rummer to værelser, en stue, et lækkert bryggers med god opbevaringsplads samt et rum forberedt til badeværelse. Der er gulvvarme i hele underetagen - og med egen indgang er mulighederne mange; her kan eksempelvis etableres teenageafdeling eller en separat lejlighed til flere generationer under samme tag.
På førstesalen finder du tre værelser, hvoraf det ene har et stort indbygget skab, samt et badeværelse og et stort fællesrum med mange anvendelsesmuligheder.
Via en smuk dør fra stuen træder du ud på terrassen og videre ud i haven, som er dejligt grøn med store træer, herunder både æble- og pæretræer, buske, blomsterbede og græsplæne. De mange hyggelige kroge giver rig mulighed for at skabe et sandt paradis for både børn og voksne med køkkenhave, trampolin, gynger, badminton- eller fodboldbane og meget mere. Her findes også en sauna, som kan medkøbes.
Ryttergade 4 er i sandhed en særlig bolig, som er svær at beskrive fuldt ud med ord - den skal opleves.