Her får du rigtig meget hus for pengene! En velholdt og indflytningsklar 1-plansvilla i Sakskøbing, hvor flere af de store ting allerede er klaret. Sælger har blandt andet etableret helt nyt køkken, udskiftet de ældre vinduer og lagt nye gulve i en stor del af boligen.
Samtidig ligger huset dejligt ugeneret uden egentlige naboer tæt omkring sig – og med både Sakskøbing Sø, indkøb, skole og gode fritids- og sportsmuligheder inden for kort afstand.
Ejendommen ligger på en 693 m2 stor og nem grund, der er pænt anlagt med indkørsel, græsplæne samt træer, blomster og buske. Haven er overskuelig og let at passe, så tiden kan bruges på andet end havearbejde.
Som en ekstra bonus får du et rigtig godt muret udhus/anneks, hvor sælger har lagt ny tagbelægning og isat nye vinduer. Her er fine muligheder for værksted, hobbyrum, opbevaring eller måske et hyggeligt fristed. Hertil kommer separat skur til haveredskaber.
God plads og en praktisk indretning
Boligen byder på entré/fordelingsgang samt et stort toiletrum med fliser på gulv og vægge, håndvask og WC. Herfra er der adgang til værelse med stort skab og et mindre indbygget depotrum samt soveværelse med god skabsplads.
Husets store og lyse stue har direkte forbindelse til den integrerede havestue, hvor dobbeltdøre åbner ud mod haven og skaber en dejlig sammenhæng mellem ude og inde.
Det helt nye køkken er rummeligt og indrettet med hvide elementer, hårde hvidevarer og god plads til spisebord. Som en charmerende og praktisk detalje findes både stort spisekammer og viktualiekælder med adgang direkte fra køkkenområdet.
Bryggerset har flisegulv og er samtidig indrettet med en god bruseniche med gulvvarme, bord med vask samt installation til vaskemaskine og tørretumbler. Endelig er her endnu et værelse.
At bad og toilet ligger separat har sin helt naturlige forklaring: En tidligere ejer var murer og ønskede at kunne gå direkte i bad, når han kom hjem fra arbejde. Ønsker du i stedet et mere traditionelt badeværelse, ligger depotet i direkte forlængelse af toiletrummet og giver en oplagt mulighed for at undersøge mulighederne for at etablere et større samlet bad.
Solidt hus med billig fjernvarme
Villaen er klassisk opført i røde mursten og har gode vinduer med termo- eller lavenergiglas samt eternittag. Boligen opvarmes med fjernvarme, og centralvarmeanlægget har radiatorer med termostatventiler. Der er desuden mulighed for at etablere pejseindsats i den mindre stue.
Indvendigt fremstår huset lyst og venligt med hvide vægge, lyse lofter og en enkel stil, som gør det nemt at flytte ind og sætte sit eget præg.
Søger du en overskuelig 1-plansvilla, hvor prisen er særdeles attraktiv, de store forbedringer allerede er foretaget, og du samtidig får en ugeneret beliggenhed tæt på både byen og naturen? Så er denne ejendom bestemt værd at se nærmere på.