Det er første gang i mange årtier, at denne smukke villa skal skifte ejere, for den har været i familiens eje siden 1940’erne. Der er altså tale om et hus, hvor man ikke vil fra, når man først er flyttet ind.
I overtager en murermestervilla med herskabelig charme, og det fuldmurede kvalitetsbyggeri fremstår utrolig velholdt. Huset prydes af det originale glaserede tegltag, og indendørs er både fyldningsdøre og stuens originale trægulv med til at skabe hjemmets charmerende udtryk. Trægulvet blev desuden afhøvlet og behandlet i december 2024.
Boligen byder på 166 kvadratmeter fordelt over to etager med dejlige rum på stribe. Der ligger to gode værelser på hver etage, og i stueplan har de selskab af blandt andet et bryggers og et badeværelse. Dertil kommer den store vinkelstue og det hyggelige spisekøkken, der bliver jeres naturlige samlingspunkt, hvor samtalen kan flyde frit mellem madlavning og lektielæsning.
Huset rummer rigelig plads til familielivet, og plads er også et nøgleord, når I vender blikket mod haven, for ejendommen indrammes af en 2.084 kvadratmeter stor grund. Her får I en lukket have, hvor I kan gå på opdagelse i de grønne omgivelser med drivhus, urtehave og hyggekroge. I får også en flisebelagt gårdhave, en bred indkørsel og flere udhuse; heriblandt et spændende udhus på 59 kvadratmeter med mange muligheder. Det kan desuden nævnes, at der opvarmes med pillefyr og træpilleovn.
Alt det ligger idyllisk i første parket til markerne i den lille landsby Viemose, hvor I bor i gåafstand fra skov og kyst. Skolebussen kører børnene til både friskolen Øster Egesborg og skolen i Stensved, og når I skal handle, kan I sætte kurs mod købmanden i Kalvehave, hvor havnen summer af liv, eller I kan tage turen til Stensved med flere supermarkeder.