Bag det klassiske hvide stakit - tilbagetrukket fra vejen, ligger denne yderst charmerende villa! Og når døren åbnes, bliver man for alvor imponeret! Indenfor venter en bolig, hvor den klassiske villas charme er løftet til et helt moderne og særdeles stilfuldt niveau.
Boligen er gennemgribende renoveret i 2020/21, og der er skabt en fantastisk helhed med en tydelig rød tråd fra rum til rum. Smukke sildebensgulve, gipslofter med indbyggede spots, nye indvendige døre, gulvvarme i hele stueplan, efterisolering samt ventilation i alrum er blot nogle af kvaliteterne. Også el- og VVS-installationer er moderniseret, så her er altså tænkt på både det, man kan se, men også den komfort, man mærker. Hjemmets absolutte blikfang er det store køkken-alrum og opholdsrum, hvor det stilrene køkken går naturligt i ét med spiseplads og stue. Det er et fantastisk leverum med masser af lys, en skøn rumfornemmelse og plads til både familieliv og gæster. Her får man ganske enkelt et leverum, der indbyder til at blive hængende lidt længere...!
Den gennemførte stil fortsætter i boligens øvrige rum. Det flotte badeværelse er elegant og tidløst, førstesalen rummer to gode værelser, og kælderrummet giver ekstra praktisk plads og mulighed for vaskefaciliteter.
Dette er en bolig, hvor funktionalitet og æstetik går hånd i hånd, og hvor det tydeligt mærkes, at renoveringen er udført med blik for detaljerne.
Den velholdte have omkranser huset på fineste vis, og den dejlige terrasse bliver et naturligt samlingspunkt på solrige dage. Her er flere frugttræer, granitskærver i indkørslen, plads til leg samt et godt, isoleret udhus med el, der kan bruges til alt fra hobby og værksted til opbevaring. Facaden er malet i 2021, mens tag og størstedelen af vinduerne er fra 1997.
Her får man en rolig base med kort afstand til både byen og naturen – skole, institutioner, indkøb og kulturtilbud ligger tæt på, Horsens midtby nås nemt på cykel, og Nørrestrand indbyder til gåture og frisk luft. Samtidig er der nem adgang til Aarhus, motorvejsnettet og banegården.
Her er de store investeringer allerede foretaget, og helheden står skarpt. Det eneste, der mangler, er at flytte ind og gøre huset til jeres eget!