På Vindingvej 28C i Vejle møder du denne flotte og velholdte villa, der kombinerer 167 veludnyttede kvadratmeter med en ideel beliggenhed for familien. Huset præsenterer sig klassisk og flot med sine røde murstensfacader, et godt og solidt tag samt en fin brostensbelagt indkørsel med muret carport og stort isoleret redskabsrum. Fra adressen i populære Vinding har du stisystemer og kort afstand til både skole, børnehave, indkøb og Vejle Midtby – og er du pendler, nås motorvejen på få minutter.
Indenfor åbner boligen sig i en lys entré, hvor trappen fører op til førstesalen. Grundplanen er gennemtænkt indrettet med et praktisk og rummeligt bryggers med egen indgang samt et pænt badeværelse med brus. Husets hjerte er den store vinkelstue og det tilstødende alrum, som ligger i åben forbindelse med køkkenet. De mange vinduer sikrer et godt lysindfald, og her er rigeligt med plads til både det store spisebord og hyggelige sofakroge. I stueplan finder du desuden det første af husets i alt fire værelser – oplagt som kontor eller gæsteværelse.
På førstesalen mødes du af et rummeligt repos, der udover at forbinde etagens tre regulære værelser, har god skabsplads og mulighed for benyttelse til arbejdsplads. Desuden findes det andet af husets 2 badeværelser på 1 salen, hvilket gør hverdagen nem og velfungerende for den store familie.
Udelivet får ligeledes optimale betingelser i den lukkede, sydvendte have. Den solrige terrasse er afskærmet af lave læmure og danner en ugeneret oase til sommerens måltider, mens den velholdte græsplæne indbyder til børneleg og afslapning.