På Uhrskovvej 35 finder I denne smukke og klassiske funkisvilla fra 1934. Huset præsenterer sig med flotte pudsede facader, nyere tagpaptag og elegante zinkinddækninger. Grunden er kuperet, hvilket er udnyttet således at boligen rummer 136 m2, som suppleres af yderligere 42 m2 integreret kælder i samme høje boligkvalitet og stil. I får således hele 178 gennemførte etagemeter.
Villaen har en eftertragtet adresse på populære Uhrhøj. Det kuperede terræn sikrer et fantastisk panoramisk kig ud over det grønne landskab, byens tagrygge og mod Vejle by, mens midtbyen og motorvejen nås på få minutter.
Stueplanets hjerte er det åbne opholdsmiljø, hvor alrum og stue samles naturligt omkring en stilren, indbygget pejs. Det moderne køkken ligger i halvåben forbindelse og er indrettet med hvide elementer, mørk bordplade, integreret vinkøleskab og kvalitets-hvidevarer. Etagen rummer desuden et godt værelse, en fin entré og et pænt gæstetoilet.
Underetagen føles som en fuldgyldig del af boligen med direkte udgang til terrasserne. Her venter to lyse disponible rum med mange anvendelsesmuligheder samt et spektakulært luksus badeværelse med marmorfliser, badekar og dobbelt bruseniche. Hertil kommer et praktisk vaskerum og god depotplads.
Udearealerne er anlagt med fokus på udeliv og privatliv. En særlig perle er den overdækkede terrasse, der fungerer som en integreret del af stuemiljøet, hvorfra I kan sidde i læ og nyde udsigten mod Vejle. Haven byder desuden på flere solrige fliseterrasser i forskudte niveauer, græsplæne samt carport og udhuse.
En unik og gennemført funkisejendom på Uhrhøj, hvor kvalitet, æstetik og udsigt går op i en højere enhed.