Forestil dig at køre op ad indkørslen til din egen trelængede oase med fuglefløjt, store gamle træer og generelt masser af plads. På Fredsted Byvej 14 får du ikke bare en bolig på 292 m2 - du får en livsstil, hvor naturen er din nærmeste nabo, og hvor der er plads til at udleve alle dine drømme.
Stuehuset er et kapitel for sig. Her mødes den originale landlige hygge med en nænsom og eksklusiv renovering i gedigne materialer. Allerede i entréen mærker man historiens vingesus med det smukke sildebensparket, der fører dig videre ind i den store lyse stue, hvor massive trægulve og sprossede vinduer skaber en atmosfære af ro og varme. Her kan du tænde op i pejsen og nyde udsigten over din egen parklignende have.
Ejendommen sælges som udgangspunkt med 3 hektar jord – den perfekte balance mellem have, eng og agerjord – men med mulighed for at tilpasse jordtilliggendet efter jeres behov. De fine udbygninger med stald og lade fuldender det trelængede look og åbner op for et væld af anvendelsesmuligheder.
Boligen rummer alt, hvad den store familie har brug for. Det hyggelige køkken med spiseplads sørger for, at komforten er i top, mens det praktiske bryggers og grovkøkkenet gør hverdagen på landet nem og overskuelig. På førstesalen finder I roen med tre gode værelser og husets andet badeværelse.
Det er sjælden kvalitet og landlig idyl, der bare skal opleves.