Denne flotte og moderniserede ejendom, der byder på et hav af kvaliteter, toner frem med et klassisk stuehus, gode udbygninger og en stor grund på 6.081 m2. Og som prikken over i’et ligger hele herligheden i landlige og fredelige omgivelser bare få skridt fra Næstveds byskilt. Velkommen.
Det er en helt særlig kombination med en ejendom som denne på en så bynær adresse. Det betyder, at I inden for en radius af bare lidt over halvanden kilometer kan tilgå alt det, I skal bruge i hverdagen, mens I samtidig er tæt på bymidtens mange muligheder med shopping og kultur, ligesom et bredt udvalg af idrætsfaciliteter er lige ved hånden. Og hele vejen rundt om matriklen er der åbne marker.
Stuehuset præsenterer sig med en rød murstensfacade, hvide dannebrogs vinduer og sort glaseret tegltag. Stilen er elegant, og inden døre er det ligeledes tydeligt, at der er foretaget et hav af istandsættelser og moderniseringer. I stueplanet råder I over et stort køkken-alrum, hvorpå der følger ikke færre end tre stuer en suite. Loftsrosetter og flotte lysindfald er gennemgående kendetegn.
Etagen fuldendes af en hall, et badeværelse og to værelser, og på førstesalen er der endnu tre værelser og et raffineret badeværelse. Loftet er ført til kip med synlige hanebånd, hvilket matcher ejendommens æstetik perfekt. I den lille kælder er varmeanlægget monteret.
Grunden er stor og frodig, hvilket giver anledning til et hav af muligheder. Disse muligheder bliver kun yderligere forøget i udbygningerne, hvor I blandt andet råder over en gildesal, flere store lader til opbevaring og meget mere.