Velkommen indenfor i denne flotte penthouse på Kronløbsøen.
Boligens hjerte er det rummelige køkken-alrum, som byder på god plads og et stilrent køkken fra KustomHouse, der tilfører både eksklusivitet og moderne design. De gode arbejdsflader gør køkkenet både funktionelt og æstetisk indbydende.
Spiseafdelingen ligger i åben forbindelse med stuen og køkkenet, hvor der er rig mulighed for at samle familie og venner til gode middage og hyggelige stunder. Alrummet byder derudover også på en sydvendt altan, hvilket giver mulighed for at åbne rummet endnu mere op. I stueetagen finder vi desuden boligens to soveværelser, hvoraf det ene nemt kan indrettes som kontor, børneværelse eller walk-in closet – alt efter behov. På det ene af værelserne finder vi en nordvendt altan som giver rig mulighed for at åbne rummet op og få frisk luft ind i værelset. Med langt til nærmeste naboer er der ro hele dagen hvilket gør det til en fantastisk lejlighed at bo i.
Den elegante trappe i stuen leder op til lejlighedens absolutte højdepunkt: den imponerende tagterrasse. Her forenes Nordhavns friske brise med et unikt uderum, som sjældent findes midt i København. Terrassen indbyder til afslapning i loungemøblerne og lange sommerdage under åben himmel – en sand oase i byen.
Tagterrassen er ikke blot et uderum, men prikken over i’et på en gennemført og luksuriøs bolig.
Ejendommen
Lejligheden er beliggende på Kronløbsøen i ejendommen “Vandkanten”, tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter. Som navnet antyder, ligger bygningen helt ud til vandet. Med et stilrent og mooderne udtryk falder ejendommen rigtig flot ind i Nordhavn. Man har som beboer adgang til nyindrettet sauna- og motionsrum.
Området
På Kronløbsøen får du det bedste fra to verdener – det pulserende byliv og den rolige, maritime stemning. Øen er omgivet af vand og samtidig tæt på indkøb, to metrostationer og hyggelige caféer. Her er skabt et unikt og bæredygtigt miljø, hvor arkitektur og landskab smelter naturligt sammen, blandt andet med en indre park og en grøn klippedal.