Velkommen til denne imponerende villa i Vangede, Gentofte – en bolig, hvor klassisk herskabelig charme møder moderne komfort og funktionalitet. Villaen er bygget i 1933 til snedkermester Hansen og er gennemgribende renoveret med stor respekt for husets originale stil og sjæl.
I stueplan mødes man af tre smukke herskabelige stuer en suite samt et indbydende køkken-alrum, der naturligt bliver hjemmets samlingspunkt. I sommerperioden er den store træterrasse fra køkkenet en naturlig forlængelse af rummet og har plads til både grill, krydderurter, blomster og middagsgæster.
Derudover har stueetagen sit eget nyrenoverede badeværelse, hvilket bidrager til en funktionel og komfortabel hverdag.
Huset fik ny førstesal i 2019. Her får man tre rummelige værelser samt et elegant badeværelse udført i kvalitetsmaterialer. Der er et fantastisk lysindfald som giver et lyst og luftigt udtryk på hele etagen.
Kælderen er særdeles anvendelig og fremstår både praktisk og beboelig med flere gode disponible rum samt toilet. Om drømmen er hjemmekontor, teenageafdeling, træningsrum, vinkælder eller kreativt værksted, giver underetagen masser af muligheder.
Udendørs byder ejendommen på en flot anlagt have både foran og bag huset, perfekte rammer for både leg, afslapning og hyggelige sommeraftener. På grunden findes desuden garage og flere skure, som giver gode opbevaringsmuligheder og plads til hobbyprojekter.
Beliggenheden er ideel for børnefamilien med sikker skolevej direkte fra huset og kort afstand til både Gentofte Sø, indkøb, institutioner, offentlig transport og hverdagens øvrige fornødenheder. Vangede er noget helt særligt – et kvarter med historie og et stærkt lokalt sammenhold. Det var også her, forfatteren Dan Turèll voksede op og fandt inspiration til sine skildringer af hverdagslivet, fællesskabet og stemningen i området. Den særlige Vangede-ånd mærkes stadig i dag – på bygaden, villavejene, i Nymosen, omkring skolen og den lokale fodboldklub.