Drømmer du om en klassisk murermestervilla, så kan det ikke blive mere murermestervilla end den her! Her får du murermester Rasmussens eget hus – opført af ham selv i 1952 og bygget til hans egen familie. Ejendommen er inden for de seneste år gennemrenoveret og fremstår i virkelig flot stand. Boligen ligger midt i Roskilde by på en lukket villavej i kort gåafstand til skole, station og centrum – og ovenikøbet på den rigtige side af vejen med vestvendt baghave og masser af eftermiddags- og aftensol.
Ejendommen:
Villaen er opført i 1952 i røde mursten og rummer i alt 225 veldisponerede etagemeter, 145 m2 bolig og 80 m2 højloftet underetage. Ejendommen er løbende moderniseret og fremstår i flot og indflytningsklar stand. Der er lagt vægt på kvalitetsmaterialer og flotte detaljer. Nuværende ejer har blandt andet udskiftet tag, køkken, badeværelser og vinduer. Haven er vestvendt og byder på en stor træterrasse med sol til langt ud på aftenen, isoleret værksted, carport samt en skøn have med god plads til leg og ophold.
Indretning:
Man bydes velkommen i en hyggelig hall med trappe gennem alle tre plan. Herfra er der i stueplan adgang til en fordelingsgang med soveværelse og et lækkert gæstetoilet. Husets hjerte er det store og gennemlyste køkken/alrum. Her er masser af plads til det helt store spisebord. Køkkenet er fra Svane Køkkenet og har mange fine detaljer. Fra køkkenet er der udgang gennem foldedøre til en skøn vestvendt terrasse. Fra alrummet er der franske døre til en hyggelig stue, hvorfra der ligeledes er udgang til terrassen og haven.
1. sal indeholder to store værelser og et lækkert badeværelse med brus.
Underetagen er i boligkvalitet og har god loftshøjde. Her findes vaskerum med bruseniche, to store disponible rum velegnet til teenager, kontor eller hobby, viktualierum samt depotrum til opbevaring.
Området:
Østervangskvarteret er et smørhul. Området er unikt med sin bynære beliggenhed og få minutters gang til stationen. Her er gode pasningsmuligheder. Østervangskolen ligger kun 200 meter fra boligen med sikker skolevej via tunnel under ringvejen. Børnepasning ligger kun ca. 500 meter fra boligen. Roskilde Station er kun ca. 1 km fra hoveddøren, så du kan stå på Københavns Hovedbanegård ca. 30 minutter efter, du er gået ud ad hoveddøren.