Her er en oplagt mulighed hvis du søger en velbeliggende villa midt i skønne Ejby. Beliggenheden er helt i top på en stille vej med kort gåafstand fra fjorden, badestrand, skole, børnepasning, busstop og indkøb. Huset er på 130 velindrettede kvadratmeter og rummer mange muligheder. Grunden er orienteret mod syd og vest, hvilket giver masser af sol i haven.
Ejendommen:
Huset er en klassisk etplansvilla fra 1969, opført i røde mursten og fremstår med en funktionel planløsning. Boligen er velindrettet med en god opdeling mellem opholdsrum og værelser og rummer mulighed for op til fire soveværelser. Der er flere indretningsmuligheder, og ønsker du et åbent køkken/alrum, er der gode muligheder for at skabe et mere moderne opholdsmiljø. Til boligen hører en dejlig grund på 826 m2 med en velanlagt have, der er orienteret mod syd og vest med gode solforhold. Herudover er der en solrig terrasse samt et godt udhus.
Indretning:
Man bydes velkommen i en rummelig entré og fordelingsgang. Værelsesafdelingen indeholder tre gode værelser, et badeværelse med brus samt gæstetoilet. Her har tidligere været fire værelser, som let kan genetableres. Hyggeligt spisekøkken med god bordplads og adgang til bryggers/grovkøkken med hverdagsindgang. Stor lys stue med udgang til terrasse og haven. Ønskes et åbent køkken, ligger køkkenet lige ved siden af stuen, så der er mulighed for at åbne op mellem rummene.
Området:
Ejby er lidt af et smørhul. Her er højt til himlen og skøn natur lige uden for døren. Ejby er en velfungerende landsby beliggende mellem Roskilde og Holbæk. Fra Margrethevej er der kun ca. 600 meter til Isefjorden og badestrand. Ønsker familien en tur i skoven, er der ligeledes kun ca. 600 meter til skoven. Alternativt kan turen gå til Ejby Ådal, som byder på en unik naturoplevelse. Bramsnæsvigskolen og børnepasning ligger kun ca. 500 meter fra boligen, og her er tryg skolevej via mindre villaveje. Indkøb i Netto er kun en cykeltur væk. Fra Ejby er der gode busforbindelser til Roskilde, Holbæk og Hvalsø Station.