Velkommen til Krebsen 91 – et attraktivt gårdhavehus i det populære Stjernetegnskvarter, hvor familieliv, fællesskab og fleksible plantegninger går hånd i hånd. Her får I 114 m2 bolig med hele 4 soveværelser, en overkommelig have og en beliggenhed, der gør hverdagen nem og tryg.
Boligen fremstår med en funktionel planløsning, men også med et stort potentiale for jer, der ønsker at sætte jeres eget præg. I området har mange familier gennem tiden gentænkt og tilpasset deres boliger på kreative måder – med åbne køkken/alrum, ændrede rumfordelinger, større badeværelser, gulv-til-loft-vinduer og smarte tilbygninger. Her er der rig inspiration at hente, og rammerne er gode for jer, der drømmer om at skabe et hjem, der passer præcis til jeres behov.
Indvendigt byder boligen på fine originale detaljer, herunder de klassiske parketgulve, som giver varme og karakter til hjemmet. Fra entréen fordeles boligen praktisk med gæstetoilet, skabsgang med god opbevaringsplads, tre gode værelser samt badeværelse. Det ene værelse har direkte udgang til haven, hvilket giver gode muligheder for både forældresoveværelse eller teenageafdeling.
Mod boligens opholdsafdeling finder I køkken med hyggelig spisekrog, samt adgang til praktisk bryggers/vaskerum. Herfra fortsætter boligen videre til den rummelige stue, hvor der er plads til både sofaområde og familiehygge. Fra stuen er der udgang til haven, og for enden af stuen ligger endnu et værelse, som giver ekstra fleksibilitet i indretningen, hvis ikke man blot tilføjer det til stuen.
Haven er overskuelig og nem at holde, men stadig med plads til både leg, afslapning og udeliv. Den flisebelagte og overdækkede terrasse skaber en dejlig ramme for grillhygge og rolige stunder, mens kombinationen af fliser og græs gør haven anvendelig for både børn og voksne. Fra haven er der direkte adgang til det grønne fællesareal, hvor ungerne kan mødes med nabolagets venner og få glæde af de trygge omgivelser.
Beliggenheden i foreningen er en af de gode. Her bor I med kort afstand til carport, uden nabo direkte foran haven og med hurtig adgang til Ølstykkes fantastiske stisystem. Stierne gør det nemt og sikkert at komme rundt til vuggestue, børnehave, skole, S-tog og indkøb – alt sammen inden for cykelafstand.
Derudover er området ideelt for den aktive familie med kort afstand til det lokale foreningsliv, hvor I blandt andet finder Ølstykke Fodboldklub, HØJ Håndbold, svømmeklub og mange andre fritidstilbud.
Krebsen 91 er kort sagt et oplagt valg for jer, der ønsker en tryg og overkommelig hverdag i et familievenligt kvarter – med mulighed for at skabe jeres eget drømmehjem i takt med familiens behov.