Ønsker du at bo centralt og tæt på både togstation, indkøb og flot natur? Så skal du glæde dig til at se denne fine etplansvilla fra 1984, der ligger i Glumsø, en hyggelig by mellem Sorø og Næstved. Murstensejendommen byder på 116 m2 og har en særdeles god indretning med tre værelser, en rummelig stue og mange muligheder. Du får desuden en glimrende udestue med kig til den velanlagte have.
Fra carporten kan du gå direkte ind i bryggerset og videre til spisekøkkenet, hvilket giver dig mulighed for at komme tørskoet ind med dagligvarerne. Køkkenet fremstår indbydende og funktionelt med ovn i ergonomisk højde samt et større glasparti, der skaber et gennemgående lysindfald mellem de to leverum. Den tilstødende stue har en gavmild størrelse, og dermed kan du nemt indrette dig med spiseplads og sofagruppe. Herfra er der desuden udgang til en skøn udestue med markante vinduespartier, der giver et dejligt lysindfald og frit kig til haven. Planløsningen fuldendes af en rummelig entré, et badeværelse med brus samt tre værelser, hvilket gør boligen til et oplagt valg til børnefamilien eller dig, der ønsker masser af plads til hjemmekontor og hobbyer.
Den 589 m2 store grund byder endvidere på en betragtelig indkørsel, et redskabsskur samt en hyggelig have med flotte bede og plads til leg. De solrige sommeraftener kan nydes på den vestvendte terrasse, der også har en dejlig udsigt til haven.
Ejendommen befinder sig på et lukket vænge centralt i den sydsjællandske stationsby Glumsø, hvorfra du får let adgang til alle dagligdagens gøremål. Bibliotek, indkøb, biograf og regionaltog ligger inden for gåafstand, og det samme gælder Susåskolen, afdeling Glumsø, Glumsø Hallen, daginstitution samt søbadet ved Glumsø Sø. I området er der også flere hundeskove og et væld af glimrende naturoplevelser.