Omtrent syv kilometer nord for Sorø og fire kilometer syd for Stenlille ligger denne charmerende og karakteristiske landejendom. Foruden et nydeligt stuehus som blev opført i 1979, med bindingsværk og nyere stråtag fra 2012 er der en flot lade og et stort jordtilliggende.
Adressen er Døjringe Huse 3, og på trods af den landlige placering blandt åbne marker og store skove, så går hverdagen let op i en højere enhed. Alt fra skoler og pasningstilbud til dagligvareforretninger og alskens idrætsfaciliteter finder I i de nærliggende byer, alt sammen kan nås via bus, der holder for enden af grusvejen.
Det gedigne hus er opført efter korrekte håndværksmæssige traditioner og fremstår charmerende med et væld af interessante detaljer og fritlagte bjælker.
Det samlede beboelsesareal er på 199 kvadratmeter, og centrerer sig i stueplan omkring køkken-alrummet, som har en skøn landlig stemning over sig med brændeovn, flot klinkegulv og en hyggelig alkove. I stueetagen er der desuden en stor og lys stue med muret pejs, et badeværelse, et bryggers og et herligt værksted.
På førstesalen er der tre gode værelser med kipførte lofter og fritlagte hanebånd samt et toilet. Det største soveværelse er et fantastisk rum og byder på morgensol, og I har mulighed for at indrette eksempelvis kontorplads eller walk-in i rummet i forlængelse af soveværelset.
I 2025 er der installeret luft-til-vand-varmepumpe, etableret radiatorer, hvor der i forvejen ikke er gulvvarme, samt Genvex-system i hele huset for at sikre et optimalt indeklima. Derudover har værkstedsrummet fået luft-til-luft-varmepumpe, og stråtaget blev renoveret i 2024.
Den store grund på i alt 3,7 hektar byder på et rigt dyre- og fugleliv og et varieret terræn. På den sydlige del er der egentlig skov, mens grunden afgrænses mod nord af Sandlyng Å. Her er åbne arealer med mulighed for bl.a. hestefolde, en skovlysning med tilhørende hytte, frugttræer og bærbuske og alt det brænde I behøver og et veritabelt væld af muligheder, når det kommer til anvendelsen.