Med skoven i ryggen og byen for jeres fødder kan I nu få hjemme i en flot og velholdt murermestervilla, hvor både praktik og æstetik er tænkt ind i den løbende modernisering. Resultatet er blandt andet en energivenlig bolig med solceller og luft-til-luft-varmepumpe, en dejlig udestue, en velanlagt have og en indbydende, velindrettet planløsning.
I skal nærmere bestemt indrette 120 kvadratmeter, der er udnyttet helt optimalt, så de føles som flere. På 1. sal venter en repos med indrettet tekøkken, et badeværelse og to gode værelser, hvor det ene evt. kan deles. Her er altså fleksible indretningsmuligheder, hvad end I ønsker en separat teenageafdeling eller en privat gæsteafdeling.
I stueplan folder opholdsrummene sig indbydende ud med entré, badeværeelse, en dejlig stue, hvor brændeovnen spreder varme og hygge, samt et køkken-alrum, hvor madlavning, lektielæsning og middage naturligt samles. Hertil kommer et kontor/værelse med plads til arbejde eller leg, der fuldender en komfortabel og velfungerende hverdag.
Den dejlige udestue lader inde og ude smelte smukt sammen og skaber en naturlig overgang til den store, lukkede have, der indbyder til både leg og afslapning. Her er der rig mulighed for at nyde udelivet i rolige omgivelser, mens de tilhørende bygninger – en dobbelt garage, et værksted og et vaskerum/fyrrum – giver ekstra plads til hobby og opbevaring.
Og beliggenheden? Den er yderst attraktiv med nem adgang til byen og naturen. Den nærmeste daginstitution ligger i gåafstand, ligesom indkøbsmuligheder, spisesteder og specialbutikker. Holbergskolen med sportsbaner, hal, tennis- og padelbaner nås let på cykel. Tæt på ligger desuden det unikke naturområde Åmosen, og skal I videre rundt i landet, eksempelvis til Sorøs smukke natur, ligger stationen lige rundt om hjørnet, ligesom I kan koble jer på E20-motorvejen.