I det hyggelige og velfungerende landsbysamfund Stevning finder du denne rummelige villa på 149 m2, hvor den nuværende ejer har foretaget flere væsentlige forbedringer, som gør boligen både mere komfortabel og tidssvarende. Der er blandt andet efterisoleret, installeret nye vandrør i hele huset – inklusive køkken og badeværelse – lagt nye gulve i tre af værelserne samt etableret et flot, komplet nyt badeværelse.
Boligen fremstår lys og indbydende med store opholdsrum og et dejligt lysindfald fra de store vinduespartier. Husets naturlige samlingspunkt er den rummelige stue med direkte udgang til både den overdækkede terrasse og den skønne udestue, som forlænger udesæsonen og skaber en smuk forbindelse mellem bolig og have. Køkkenet er lyst og funktionelt med spiseplads og mulighed for at åbne op mod stuen, hvis man ønsker et moderne køkken-alrum.
Huset rummer desuden tre gode værelser, entré med vaskefaciliteter, viktualierum samt et disponibelt rum med egen indgang, der giver mange anvendelsesmuligheder. Loftsrummet er allerede delvist klargjort med vinduer og svalegang, hvilket gør det oplagt at udvide boligen med en førstesal.
Udenfor venter en dejlig have med flere hyggelige terrassemiljøer og god plads til både afslapning og familieliv. Bag huset findes en stor gårdsplads med rigelig plads til biler, trailer og gæster.
Her får du en velholdt bolig med løbende opdateringer, masser af plads og en attraktiv beliggenhed tæt på natur, strand og skov, samtidig med at Guderups skoler, indkøbsmuligheder og arbejdspladser som Danfoss og Linak ligger blot få minutter væk. En ejendom med både charme, trygge rammer og spændende muligheder for fremtiden.