Denne rummelige villa er oprindeligt opført i 1913 og om- samt tilbygget i 1960. Boligen byder på hele 215 m2 bolig fordelt på to plan samt 15 m2 kælder. Hertil kommer en trægarage fra 2008 på 25 m2 samt 14 m2 overdækket areal.
Ejendommen fremstår velholdt med pudsede og malede facader fra 2020, betontagsten og vinduer, der løbende er blevet udskiftet. Opvarmning sker via naturgas kombineret med brændeovn, som bidrager til en hyggelig atmosfære.
Boligens stueplan rummer entré, disponibelt rum, stort værelse med laminatgulv, badeværelse fra 2005, praktisk grovkøkken samt fordelingsgang. Det rummelige køkken er indrettet med HTH-elementer fra 1992 og har god plads til familiens samlingspunkt. Den store stue blev renoveret i 2004 og imponerer med gipslofter med stuk, god loftshøjde og en hyggelig brændeovn. Husets originale døre er bevaret og understreger ejendommens særlige charme.
På førstesalen findes et repos med plads til kontor, et stort gavlværelse, et værelse med kvist, toilet, et mindre værelse samt et rummeligt soveværelse.
Grunden udgør hele 1.291 m2 og byder på en særdeles flot og velanlagt have med gode opholdsmuligheder. Fra den dejlige overdækkede terrasse kan haven nydes i læ og med udsigt til de smukke omgivelser.
Gadbjerg er en mindre landsby med knap 1000 indbyggere. En by kåret som årets landsby, og med masser af sammenhold og fællesskab. Byen er centralt beliggende tæt ved Billund, Vejle og Brande, og motorvejstilkørselen mod Herning og Århus. Byen har folkeskole til og med 6. klasse, børnehave og gode brede idrætsfaciliteter. Naturen i og omkring Gadbjerg er rig og spændende, med plads til alle former for aktivitet.En indflytningsklar bolig med sjæl, charme og god plads både inde og ude.