I dejlige Tommerup, hvor du altid har udsigt til store åbne vidder med grønne marker og skove, finder du dette fantastiske hus på 189 m2. På Kamgårdsvej er livet trygt og godt, du er omgivet af naboer, der tager ansvar for hinanden og et rigt foreningsliv. Området består primært af børnefamilier, hvor de mindste kan færdes frit og lege med hinanden på kryds og tværs. Du er tæt på indkøb, børneinstitutioner og skoler - her glider hverdagen nemt.
Den smukke etplans-bolig består af entré, badeværelse og en børneafdeling med fire værelser, en leveafdeling bestående af stort køkkenalrum og stue, samt en voksenafdeling med soveværelse og badeværelse.
Ved ankomst parkeres bilen bekvemt i den vedligeholdelsesfrie dobbelte carport, hvorfra du træder ind i den rummelige entré. Her mødes du af praktiske og stilfulde klinkegulve samt gode, integrerede opbevaringsløsninger, der gør hverdagen nem for den travle familie. Lige ved entréen ligger boligens første badeværelse med toilet og bruseniche.
I husets ene ende finder du børneafdelingen med fire lyse og indbydende værelser. Værelserne har et behageligt lysindfald og kan fleksibelt indrettes som børneværelser, gæsteværelser, hjemmekontor eller hobbyrum - alt efter familiens behov.
Boligens naturlige samlingspunkt er det imponerende køkken-alrum, hvor lys, rummelighed og varme går op i en højere enhed. Køkkenet fra Svane er indrettet i en moderne stil med gulvvarme, smukke træelementer, der harmonerer flot med klinkegulvet og de lyse omgivelser. Her er tænkt over detaljerne; fra den elegante og praktiske granitbordplade og den dedikerede kaffestation til det smukke gaskomfur med fem blus. Mens maden tilberedes, kan du følge livet omkring spisebordet og nyde udsigten gennem de store vinduespartier mod terrassen og haven.
Alrummet glider naturligt over i stuen, hvor en halvvæg skaber en fin opdeling mellem rummene. Her indbyder brændeovnen til hyggelige stunder året rundt - uanset sæson.
Fra stuen er der adgang til voksenafdelingen, som består af et lyst og rummeligt soveværelse med god, indbygget skabsplads, samt et stort badeværelse med både badekar, vaskefaciliteter, bruseniche, toilet og gode opbevaringsmuligheder.
Fra opholdsrummet træder du direkte ud på den sydvestvendte terrasse, hvor solen kan nydes fra formiddag og helt til solnedgang. Terrassen, der ligger i læ for vind, byder på rigelig plads til både spise- og loungeområde, grill og solsenge og er smukt omkranset af bede og krukker.
Haven er et kapitel for sig. Her får du en frodig og velanlagt oase med smukke æbletræer, buske og bede med vilde jordbær i flere niveauer, som skaber både variation og stemning. Det charmerende skur er isoleret og derfor frostfrit - her kan du opbevare alt fra redskaber, maskiner og cykler. Der er masser af plads til leg, afslapning og haveliv.