I det attraktive Højme-område finder du denne hyggelige ejendom registreret med 120 boligkvadratmeter. Her får du gode muligheder for at sætte dit eget præg og skabe et hjem, der passer præcis til dine ønsker, samtidig med at du får en fantastisk have og en særdeles attraktiv beliggenhed.
På vejen er flere børnefamilier flyttet til de senere år, og selvom du bor i udkanten af byen, har du kun cirka 6 kilometer til Odense centrum. Du får et væld af indkøbsmuligheder, børnehuse, kort afstand til Højmeskolen og et godt naboskab. Samtidig kan du på få minutter gå direkte ud i naturskønne omgivelser med græssende køer, åbne marker og stisystemer langs åen, som fører hele vejen ind til Odense centrum. Her får børnefamilien en sjælden kombination af byliv og natur.
Et vindfang leder ind til husets gang med god plads til opbevaring. På højre hånd ligger et fint værelse, og trappen fører videre op til førstesalen, hvor du finder yderligere tre gode og disponible rum i boligstandard.
Fra gangen er der adgang til køkkenet, som fremstår lyst og funktionelt med en hyggelig spisekrog med bænk. I forlængelse af køkkenet ligger et praktisk viktualierum med god plads til opbevaring – også af de større køkkenmaskiner.
En baggang giver adgang til terrassen, så måltider og hyggelige stunder let kan flyttes ud under åben himmel. Her finder du også badeværelse, bryggers og et disponibelt rum med egen udgang.
Stuen er et stort vinkelrum med god plads til både spiseafdeling og sofahjørne. Da stuen ligger op til køkkenet, er der gode muligheder for at åbne op og skabe et større køkken-alrum. Fra stuen er der adgang til en dejlig udestue med flotte gulve, som også kan anvendes som eksempelvis kontor eller hobbyrum.
På grunden står en isoleret garage med varme, som giver mange anvendelsesmuligheder. Her kan du indrette hobbyrum, værksted, hjemmekontor eller måske et opholdsrum til teenageren. Derudover er der et skur til opbevaring samt en dejlig overdækket terrasse, som er afskærmet af bygningerne og skaber en hyggelig gårdhavestemning. Her kan udelivet nydes, selv når vejret ikke viser sig fra sin bedste side.
Haven er en sand oase. Her finder du et væld af blomster, buske og træer, blandt andet pæoner, roser, vinranker og æbletræer. Haven er frodig og stemningsfuld med mange hyggelige kroge, hvor du kan slå dig ned og nyde omgivelserne. Der er også et drivhus til dyrkning af egne grøntsager. De store træer omkring haven danner en smuk kulisse året rundt og skifter farve i takt med årstidernes gang.
Lyder det som noget for dig? Så kontakt os for en fremvisning!