Smuk villa i et af Odenses mest attraktive områder - med åben pejs, spabad og arkitekttegnet havehus
I skønne Odense M finder du denne imponerende villa på imponerende 179 m2 med både kælder og førstesal, beliggende i et roligt og attraktivt kvarter. Her bor du omgivet af gode naboer og med gåafstand til de grønne områder ved Fruens Bøge, Munkedammen og Odense Å samt tæt på shopping, indkøb og offentlig transport, der hurtigt bringer dig ind til centrum. Samtidig er der nem adgang til motorvejen.
Allerede når du træder ind i entréen, mærker du husets særlige atmosfære. Rummet er åbent til kip med lysindfald fra flere sider, smukke travertingulve med gulvvarme og en gennemført følelse af kvalitet. Villaen gennemgik for ca. 27 år siden en nænsom totalrenovering, hvor originale detaljer som døre, vinduer og den åbne pejs blev bevaret. Her er tænkt over løsningerne, og materialerne er udvalgt med fokus på kvalitet, holdbarhed og æstetik. Den smukke trappe snor sig elegant gennem huset, og ved entréen ligger et stilrent gæstetoilet med væghængt toilet og samme flotte gulve.
I stueplan finder du to værelser, hvoraf det ene fungerer som soveværelse med smukt egetræsgulv, skabe med skydelåger og eget moderne badeværelse.
Fortsætter du ind i den store opholdsstue også med smukt egetræsgulv, store vinduespartier og den originale åbne pejs, som skaber varme og stemning på kølige dage. Når vejret tillader det, kan hyggen flyttes direkte ud på den hævede træterrasse, som nærmest fungerer som et ekstra opholdsrum om sommeren. Via elegante glasdobbeltdøre forbindes stuen med spisestuen, hvor en hyggelig karnap tilfører både charme og et fantastisk lysindfald.
Køkkenet står skarpt med træfronter og eksklusive granitbordplader, hvor varme gryder nemt kan sættes fra sig. Her er både funktionalitet og æstetik tænkt ind i hverdagen.
På førstesalen mødes du af en stor repos med ovenlysvinduer og masser af lys. Her finder du tre gode værelser med flotte gulve og fine lysindfald. Gulvene blev lagt før de ikke-bærende vægge blev opsat, hvilket giver mulighed for at ændre planløsningen efter behov.
Kælderen byder på endnu et badeværelse med væghængt toilet og indbyget bruseniche samt et lækkert vaskerum med vaskemaskine og tørretumbler i god arbejdshøjde, fryser og vinkøleskab. Herudover er der tre disponible rum, hvoraf det ene i dag er indrettet som aktivitetsrum med egen bar. Rummet har tidligere fungeret som både diskorum, poolrum og gildesal – mulighederne er mange.
Haven er en oplevelse i sig selv. Den er smukt anlagt med blomster, buske og hyggelige opholdssteder. Her er gynger, brændeskur, rabarber, hindbær, ribs og solbær samt en frodig beplantning, der blomstrer hele sæsonen. Fra den hævede terrasse er der nedgang til et udendørs spabad, og børnene kan trille ned ad den lille bakke til haven.
Som noget helt særligt får du også et arkitekttegnet havehus med foldevægge i glas, som kan åbnes helt op mod haven eller lukkes af som et hyggeligt fristed. Foran ligger et lille bassin, der skaber en helt særlig stemning i den private og ugenerte have.
Et hjem med sjæl, kvalitet og en atmosfære, der skal opleves.