Nogle boliger føles bare rare fra første øjeblik – og Magnoliavej 2 i Systofte Skovby er bestemt en af dem.
Her finder du en hyggelig og velholdt villa i ét plan, hvor hverdagen er nem at overskue. Boligen rummer 100 m2 velindrettede kvadratmeter, og den overskuelige planløsning gør huset oplagt til førstegangskøbere, par eller dem, der ønsker en bolig uden trapper.
Systofte Skovby er et roligt og hyggeligt område lige uden for Nykøbing Falster. Her er der luft omkring husene, gode naboer og naturen lige i nærheden. Skoven ligger kun få minutters gang fra huset, og området byder også på gode stier gennem markerne – perfekt til både gåture, løbeture og hundeluftning. Samtidig tager det kun få minutter i bilen, før du er i Nykøbing F., hvor du finder indkøb, caféer og alt det praktiske i hverdagen.
Du bydes velkommen i entré/gang med plads til jakker og sko, hvorfra boligen fordeler sig godt. Her er et ekstra værelse, som kan fungere som børneværelse, gæsteværelse eller hjemmekontor – alt efter hvad behovet er.
Husets naturlige samlingspunkt er den store og lyse stue i åben forbindelse med køkkenet, hvor dagslyset strømmer ind gennem de store vinduespartier. Her er god plads til både spisebord, sofa og hyggelige aftener med familie og venner. I den ene del af stuen er der i dag indrettet kontor, men her har der tidligere været et værelse, som nemt kan genetableres, hvis man har behov for et ekstra værelse.
Fra stuen er der direkte udgang til terrassen samt den overdækkede terrasse, hvor sommerens måltider kan nydes, og hvor grillen hurtigt kan komme i brug.
Køkkenet fremstår lyst og funktionelt med god bordplads og ligger praktisk i forbindelse med bryggerset, som har egen indgang. En detalje mange hurtigt lærer at sætte pris på i hverdagen.
Boligen rummer desuden et rummeligt soveværelse med god skabsplads og direkte adgang til husets store badeværelse.
Grunden er nem at holde og giver plads til både afslapning, leg og udeliv. Til ejendommen hører også en 19 m2 carport, så bilen kan holde tørt året rundt.
Derudover får du en stor garagebygning på 44 m2, hvoraf 25 m2 udgør et praktisk udhus opført i 2009. Her er god plads til værksted, opbevaring eller hobbyprojekter.
Huset er opført med murede facader og gavle beklædt med vedligeholdelsesfri Hardiplank samt tagbelægning af sorte cementtagsten. Opvarmning sker via luft-til-luft varmepumpe, suppleret med el-gulvvarme på badeværelset, og ejendommen har energimærke D.
Kort sagt får du her en indflytningsklar og overskuelig bolig i ét plan, hvor natur, ro og en nem hverdag går hånd i hånd – kun få minutter fra Nykøbing Falster.