Glæd jer til ferierne i dette stemningsfulde sommerhus, som ligger få skridt fra vandet på det østlige Jungshoved syd for Præstø. Der er tale om et klassisk og velholdt træhus fra 1976, hvor I kan se frem til 54 kvadratmeter og en stor grund med masser af sol og dyreliv. Huset er løbende vedligeholdt og renoveret, og det er også udstyret med fibernet og en varmepumpe fra 2019.
Beliggenheden er kendetegnet af fredelige omgivelser med masser af natur, dyreliv og kort afstand til kystens badebroer og strandliv. Der er ikke mere end 600 meter til vandet ved Bøged Strand, og et par kilometer længere mod nord kan I gå på opdagelse i den gamle Bønsvighoved Skov og naturområdet Maderne. Blot ti minutter herfra finder I den hyggelige købstad Præstø, der frister med et charmerende byliv, lystbådehavn og gode indkøbsmuligheder.
Sommerhuset ligger solidt på grunden og præsenterer sig med nyere vinduer fra 2017 og en overdækket hårdttræsterrasse mod syd. Inden døre møder I det blotlagte træværk i gulve, vægge og lofter, hvilket forstærker den hyggelige atmosfære og fornemmelsen af autentisk sommerhusstemning. Samtidig er der gennemgående lysindfald i opholdsrummet og loft til kip.
Køkkenet er fra 2008 og fremstår med hvide, funktionelle elementer i åben forbindelse med stuen. En brændeovn beriger stemningen i stuen, hvor der også er udgang direkte til den overdækkede terrasse. Endelig skal I se det opdaterede badeværelse fra 2023, og med to værelser og seks sovepladser får I rigeligt rum til gæsterne.
Alt i alt er dette et skønt fristed til naturelskere.