Smukt moderniseret villa med nyt solcelleanlæg og 10 kW batteri
Drømmer du om en indflytningsklar villa, hvor de store investeringer allerede er foretaget? Så er denne gennemrenoverede og velholdte ejendom på en rolig villavej i Lendemarke et oplagt valg.
Boligen ligger med gåafstand til naturskønne, rekreative områder og samtidig tæt på Steges hyggelige handelsliv, flere supermarkeder, daginstitutioner og hverdagens øvrige faciliteter. Her får du en attraktiv kombination af grønne omgivelser og en central beliggenhed.
Ejendommen er løbende moderniseret med fokus på kvalitet, funktionalitet og energiforbedringer. Senest er der i 2024 installeret et moderne solcelleanlæg med 10 kW batterilagring, som bidrager til et lavere energiforbrug og understøtter boligens flotte energimærke C.
Gennem årene er boligen blevet opdateret med blandt andet betontag fra 2012, en nyere indrettet 1. sal med nyere vinduer fra samme år samt løbende udskiftning af døre og vinduer. Der blev etableret fjernvarme og monteret nyt køkken i 2007, mens bryggerset blev moderniseret i 2017 med gulvvarme og god skabsplads. Derudover er den udvendige kloak udskiftet i 2016, garagetaget fornyet i 2015, og i 2020 blev der opført et nyt udhus samt lagt nye tage på bryggers og udhus. Haven blev anlagt med en stor fliseterrasse i 2016 og indkørsel er i 2025 belagt med flotte fliser.
Indenfor bydes du velkommen i en lys entré med adgang til et pænt badeværelse med både badekar og bruser samt et praktisk disponibelt rum til opbevaring. Køkkenet har udsigt over haven og ligger i åben forbindelse med det rummelige bryggers, hvor der er god skabsplads og gulvvarme.
Fra forstuen med smukke massive plankegulve åbner franske døre op til den store spise- og opholdsstue. Her skaber de flotte trægulve en hyggelig stemning, mens de gode opholdsarealer giver plads til både hverdagsliv og gæster. På førstesalen finder du tre lyse værelser med synlige loftsbjælker, loft til kip og et flot lysindfald fra Velux-vinduer og kvist.
Udendørs er der en stor indkørsel med plads til flere biler, campingvogn eller båd. Haven er anlagt, så den er nem at holde, og den store, solrige fliseterrasse danner en skøn ramme om udelivet med direkte adgang fra bryggerset.
Til ejendommen hører desuden en garage med støbt gulv og gode opbevaringsmuligheder samt et praktisk udhus med plads til havemøbler, grill og haveredskaber.
Her får du en gennemført villa, hvor moderniseringer, energiforbedringer og en attraktiv beliggenhed går hånd i hånd. En bolig, der er klar til nye ejere, som ønsker at flytte direkte ind og nyde et hjem, hvor de store investeringer allerede er foretaget.
RealMæglerne Ryberg & Thorsbro fremviser alle ugens dage. Kontakt os på telefon 72 17 07 72 for at booke en fremvisning.
R611
Storegade 23
4780 Stege