Det er sjældent, at ordet "unik" for alvor yder en ejendom retfærdighed, men på Dunavej 11 i naturskønne Grejsdalen er det den eneste rigtige beskrivelse. Her får du en helt særlig beliggenhed med åen som nærmeste nabo, egen bro til en naturskøn eng og skov samt en imponerende grund på hele 7.800 m2. Ejendommen forener natur, privatliv og storslåede omgivelser med en attraktiv placering blot få minutter fra Vejle Midtby. Her kan du vågne til fuglesang, nyde udsigten over de grønne omgivelser og opleve en sjælden kombination af fredfyldt natur og nærhed til byens mange tilbud.
Villaen, oprindeligt opført i 1967/1979, fremstår i dag lys, indbydende og gennemgribende moderniseret. Husets underetage har gennemgået en omfattende modernisering i årene 2021 til 2026, hvor der er skabt et eksklusivt og tidløst hjem med fokus på kvalitet, funktionalitet og æstetik. Resultatet er et moderne boligmiljø, hvor materialevalg og indretning går op i en højere enhed. Boligens naturlige samlingspunkt er det store åbne køkken-alrum, hvor køkken, spiseplads og opholdsrum smelter sammen i ét indbydende leverum. De smukke sildebensparketgulve tilfører karakter, mens de store vinduer inviterer dagslyset indenfor og skaber en naturlig forbindelse til de grønne omgivelser udenfor.
Stueplan rummer desuden vindfang, praktisk bryggers, stilrent badeværelse samt et godt værelse.
På førstesalen fortsætter den lyse atmosfære med endnu et badeværelse samt tre gode værelser, hvoraf to har direkte udgang til altaner med udsigt over den naturskønne ejendom.
Udelivet er noget ganske særligt. I 2025 blev ejendommen yderligere forskønnet med en stilren indkørsel og et gennemført haveanlæg. Store natursten følger terrænet ned mod åen, hvortil der er anlagt en trappe med direkte adgang til vandet. Hele anlægget er udført med fokus på et harmonisk, naturligt udtryk og minimal vedligeholdelse. Herfra fører en bro over åen til den naturskønne eng, som er med til at give ejendommen en helt særlig karakter. De åbne arealer, staldbygningen på 48 m2 og nærheden til naturen skaber en sjælden følelse af plads, ro og frihed.
Den store sydvendte terrasse er et naturligt samlingspunkt for familie og venner. Her kan solen nydes fra morgen til aften, mens udsigten over åen og de skovklædte skråninger i Grejsdalen danner en smuk og fredfyldt kulisse. Pavilionen giver behagelig skygge på varme sommerdage, og lyden af den rislende å bidrager til den rolige atmosfære. Her er plads til både lange sommeraftener, familiefester og afslapning i naturskønne omgivelser.
Ejendommen byder desuden på en rummelig garage samt carport med god plads til både biler, opbevaring og pladskrævende hobbyer.
Kort sagt får du her en sjældent udbudt ejendom, hvor moderne boligkomfort møder enestående natur. En privat oase for familien, der ønsker fredelige omgivelser, naturen lige uden for døren og samtidig kort afstand til Vejles mange tilbud.