Velkommen til en helt unik og særdeles skøn ejendom med en attraktiv beliggenhed i eftertragtede Sejs-Svejbæk. Her får du en eksklusiv bolig med fokus på kvalitet, privatliv og en gennemtænkt planløsning – perfekt til både familieliv og afslapning i smukke omgivelser.
Boligen er opført i to plan med integreret dobbelt garage og fremstår med mange lækre detaljer og et elegant udtryk hele vejen igennem.
I stueplan bydes du velkommen via enten den store åbne entré, det praktiske bryggers eller den direkte adgang fra garagen. Boligen rummer et stort og indbydende køkken/alrum med flotte, store vinduespartier, der sikrer et fantastisk lysindfald og en naturlig forbindelse til udearealerne. Stueplan rummer desuden to gode værelser samt et flot og lækkert badeværelse med adgang til udebruser. Den rummelige stue er et naturligt samlingspunkt med skydedøre, der fører direkte ud til en skøn terrasse med jacuzzi – perfekt til både hverdag og gæster. Som ekstra detalje har du fra stuen adgang til vinkælder.
På førstesalen finder du yderligere to gode værelser, endnu et badeværelse samt et repos, der i dag anvendes som multirum – ideelt til kontor, ophold eller legerum. Fra etagen er der adgang til en dejlig terrasse med et skønt kig til vandet, som understreger ejendommens helt særlige beliggenhed. Derudover er der endnu en separat adgang til 1. sal, hvor et disponibelt rum giver ekstra fleksibilitet.
Haven er sydvendt, velanlagt og byder på masser af sol samt gode muligheder for udeliv i private og rolige omgivelser. Her er der plads til både afslapning og aktivitet – alt sammen i fredelige rammer.
Som noget helt særligt medfølger egen bådplads, hvilket gør ejendommen ideel for naturelskere og dem, der ønsker et aktivt liv tæt på vandet.
En eksklusiv bolig med en sjælden kombination af beliggenhed, kvalitet og funktionalitet – en ejendom der skal opleves.