Drømmer I om et hjem med smukke originale detaljer, der spiller elegant sammen med moderne komfort? Et gennemrenoveret og stilrent hus - omgivet af idyllisk landsbyliv og åbne marker? Så har I fundet det nu.
Alt dette ligger i landsbyen Jullerup på Nordfyn ca. 30 minutters kørsel fra Odense. Her bliver I en del af et aktivt lokalmiljø fyldt med ildsjæle og et stærkt landsbyfællesskab, der danner rammerne for pålidelig nabohjælp, hyggelig fællesspisning, stort årligt loppemarked, hobby-klubber og juletræsfest for blot at nævne lidt.
Desuden kan I nemt finde pasningstilbud, daginstitutioner, skole og indkøb indenfor en radius af 3-5 km, og skolebussen stopper lige ude foran.
Ejendommen er et tidligere landbrug fra 1910, som fra 2018 til 2024 har gennemgået en omfattende renovering. Resultatet er en harmonisk forening af moderne komfort - blandt andet gulvvarme i hele stueetagen - og en smuk respekt for husets oprindelige sjæl med detaljer som tagspir og sprossede vinduer.
Ved ankomst bydes I indenfor i en kombineret entré og bryggers, hvor der er god plads til opbevaring, og som leder vejen til resten af huset. Herfra kan I gå ind i husets store soveværelse, hvor der er direkte udgang til den solrige gårdsplads, eller videre ind i husets flotte køkken-alrum og stue.
Træder I et skridt op og ind i køkken-alrummet og stuen, finder I husets absolutte hjerte. Som det første bliver I mødt af de store vinduespartier, der indhyller rummene med lys og luft. Køkkenet er fra 2023 med to ovne i god arbejdshøjde, hvide klassiske fronter og en køkkenø, der inviterer til samvær og fællesskab under madlavningen.
I forlængelse af spisepladsen i alrummet finder du den hyggelige tv-stue med brændeovn, hvor man kan slappe af og være sammen efter en lang dag.
Går I videre op ad den flot-svungne trappe til 1. salen, finder I en fin repos med god plads til f.eks. kontor eller ekstra hyggekrog. Førstesalen byder desuden på et badeværelse der stod færdigt i 2022 og to store, lyse værelser med udsigt over markerne. På de helt perfekte, solrige dage er det muligt at se skibene sejle forbi ude i Lillebælt.
Udenfor har I den store, ugenerede, solrige have, der smyger sig rundt om huset. I haven får I rig mulighed for at dyrke jeres vildeste havedrømme, hvad enten det er at skabe masser af fine hyggekroge, urte- og grøntsagsbed, den perfekte fodboldbane til børnene, eller blot nyde roen på den hævede terrasse, mens I kigger på råvildtet og harerne, der går rundt ude på de omkringliggende marker.
I forlængelse af huset er der værksted og garage med god plads til diverse hobbyer og opbevaring. Skulle I være (veteran)bilentusiaster, er det muligt at indsætte en lift.
Lyder det som noget for jer? Så kontakt os for en fremvisning!